Gabriel Faurés rekviem fra 1888 er ret lille. Han kaldte det afvæbnende for "un petit Requiem". Det varer en halv times tid og er skrevet for kor, to sangsolister og kammerorkester. Satserne er korte og fredelige, og der er ingen angstskrig som hos Verdi. Vægten ligger på melankolien og på trøsten. Og ikke mindst på skønheden i musikken. Underfundigt skrev Fauré til en bekendt: "Mit rekviem er komponeret helt uden anledning - kun for fornøjelsens skyld!".
Fauré var en meget raffineret, neddæmpet komponist, der generelt arbejdede i små formater. Selv hans dødsmesse, der er et af hans længste værker, kan man godt betegne som intim musik. Han forstod at fatte sig i korthed.
Han havde en evne til at skrive fantastiske melodier, som han farvede med de mest udsøgte akkorder, der kunne opdrives i Paris dengang i slutningen af 1800-tallet. I modsætning til tidens oppustede stil var han ikke bange for at lade melodierne stå frem i sin enkleste form, nemlig som enstemmig musik. Det kan man høre som en hilsen til den oldgamle gregorianske sang, som er den røde tråd i al katolsk kirkemusik.
Fauré fjernede mange af tekstens linier og hele afsnittet om dommedag, "Dies irae". Til gengæld tilsatte han efter fransk tradition et ekstra afsnit som afslutning: "In paradisum". Det understreger, at Faurés rekviem beroliger med barnetroen i god behold. Her er ingen skrækvisioner om dommedag, men en engleagtig fryd over hvor dejligt der er i Paradis. "Sådan er mit syn på døden", sagde Fauré.
Højdepunktet er den berømte sats for sopransolo, Pie Jesu. Så enkel som en børnesang, så indadvendt som en nynnen. Den følges af en mild vuggevise om Jesus, "Guds lam", på latin Agnus Dei. Ovenpå det virker det helt på sin plads at runde af med Faurés minimalistiske forestilling om paradis. Det er som at være der selv.