Beretning for 2019-20
Beretning om korets aktiviteter fra april (påsken) 2019 til september 2020
Vi har i de forløbne sæsoner været et kor på 50 medlemmer.
 
 Det hele begynder med korets deltagelse i påskegudstjeneste i Nylars Kirke
 søndag d. 21. april . Vi havde ikke et imponerende fremmøde af korsangere. Vi
 mødtes kl. 9 for navnlig at øve en kanon. 2 påskesalmer var der også på
 programmet. Det gik rimeligt. Fremmødet af kirkegængere var heller ikke
 voldsomt. Bagefter var der hyggelig kaffe med kager og boller i våbenhuset.
 
 D. 27. maj deltager 16 af korets kvinder vanen tro i Ladywalk. Og i skoven blev vi
 igen mødt af velsyngende herrer fra koret, denne gang klædt i lyst og med
 sommerhatte. De fornyer sig. Og de bød på vin og lækkerier. Efterfølgende var vi
 igen under halvtaget hos Birgit til meget hyggelig cool-down-fest.
 
 Uden tvivl inspireret af vores herrers optræden ved Ladywalk fik koret en
 henvendelse fra DGI om deltagelse ved Royal Run 2. pinsedag, d. 10. juni . Vi
 deltog med 13 kormedlemmer. Der blev sunget fra højskolesangbogen og
 flerstemmigt fra unoderne.
 
 D. 26. aug.  tog vi hul på ny sæson. Udover kormedlemmer dukkede journalist ved
 Bornholms Tidende, Helene Høm, og fotograf op. Det resulterede i en meget flot
 to- siders reportage i avisen den følgende lørdag. Og vi tog fat på efterårets
 program med Kingo, klokker og ”tjøss”. Vanen tro var der en lille servering med
 vin, vand og lidt spiseligt i pausen. Hyggelig start på ny sæson.
 
 Så bliver det kulturuge. D. 22. sept.  har vi koncert i Domen sammen med
 Amacantus (Evas og Ulriks kor fra Amager). Det blev en fin koncert. 116
 publikummer var til stede. (Vi havde anslået 50 publikummer i vores ansøgning til
 Kulturugen.) Vi sang Kingo-sange fra vores efterårsprogram. ”Sorrig og glæde”
 sang vi i fællesskab med gæstekoret. De havde en selvstændig afdeling med bl.a.
 Mendelssohn.
 
 8 dage senere gik det løs igen. Koret havde fået en henvendelse fra Maria Holm-
 Mortensen, pædagog ved Plejecenter Åbo, om vi ville medvirke ved ”Sangens
 sus” i Aa Kirke d. 30. sept.  Det var et arrangement for plejehjemsbeboere, deres
 pårørende og frivillige på Bornholm. Vi gentog vores program fra kulturugen. Det
 var herligt at komme ind i en fyldt Aa Kirke. Publikummerne levede med og kom
 med højlydte kommentarer.
 
 Lørdag d. 12. og søndag d. 13. okt.  gik det løs ved to eftermiddagskoncerter i
 henholdsvis Allinge og Skt. Nicolai kirker med Balajkaorkesteret. Det var meget
 hyggeligt at gense medlemmerne fra 2017. Og det blev to meget velbesøgte
 koncerter. I Allinge var der 96 betalende gæster og i Rønne så der ud til at være
 endnu flere. Vi gentog vores program fra Domen og ”Sangens sus” i Aa Kirke.
 Og lørdag aften var vi en stor del af koret, der spiste med på vandrerhjemmet i
 Rønne, hvor Balalajkaorkesteret var indkvarteret. Vi fik meget charmerende fortalt
 hele historien om Randi Pavlovskis første møde med sin mand på Bornholm. Hun
 var bare 16 og han 36. Og under spisningen var der jævnlige udbrud med sang fra
 deres side. Som aftenen skred frem kom der mere og mere vodka på bordet.
 Vores bidrag blev et indslag med ”Jag va liden horra”. Erik organiserede det. Og
 på et tidspunkt sang de stadig tilbageblevne kormedlemmer ”Bort alt hvad oro
 gør”, ”Vizzeliroa” og ”Stille hjerte sol går ned”. Det var en meget hyggelig aften at
 være med til.
 
 Lørdag d. 9. nov. var det Jon-dag på Kildebakken. Dagen strakte sig fra 10 – 17
 med indlagte pauser med formiddagskaffe , frokost og eftermiddagskaffe med
 kogekonekringle fra Jensens Bageri i Rønne.
 Programmet, der blev arbejdet med, var det igangværende juleprogram.
 Begejstringen fra deltagerne var efterfølgende stor. Ved følgende mandagsprøver
 var det frem på stolen og med den indøvede vejrtrækningsteknik, hvor
 bækkenbunden skal i brug.
 (Næste gang skal Jon-dag kun være fra 10 – 15. Det har han god erfaring med.)
 
 Søndag d. 10. nov. var koret på igen. ”Kræftens bekæmpelse” havde bedt
 NylarsKoret om at medvirke ved lyskoncert, som foregik ved eftermiddagskoncert i
 Skt. Nicolai Kirke. Her blev sunget 3 Kingo sange, 3 aftensange , ”Advent” og ”Giv
 mig ej glans”. Det gik rigtigt god.
 
 Søndag d. 8. dec.  var vi i Nylars Kirke igen. Denne gang med et bedre
 fremmøde af kormedlemmer end i påsken. 7 af korets medlemmer var med til at
 læse. Korsangene gik godt. Efterfølgende var der kaffe og kage i våbenhuset.
 
 Så når vi frem til julekoncerterne med ”Kingo, klokker og Tjøss”. De fandt sted
 lørdag eftermiddag d. 15. og søndag aften 16. dec. på henholdsvis
 kunstmuseet og i Aa Kirke.
 Det var to vellykkede koncerter. På museet havde vi ca. 100 tilhørere og i Aa
 Kirke, hvor det for en gangs skyld var med gratis adgang, var der en meget pænt
 fyldt kirke, måske omkring 120 tilhørere.
 Efterfølgende havde vi hyggeligt nachspiel på Davidskolen, hvor der var dækket
 op til 50. Aksel gav et Niels Hausgaard nummer til bedste. Og alle fik julegave, en
 fin pen med påtrykt ”NYLARSKORET”.
 
 9. marts  havde vi sidste prøve dette forår. Corona-virus havde lagt landet ned.
 Steffen havde ellers lagt et stramt og detaljeret program for resten af sæsonen.
 
 15. juni mødtes vi dog igen. I Gudhjem på Solstien hos Anzi og Steffen til meget
 hyggelig afslutning på sæsonen. Udendørs og med afstand forstås. 36
 kormedlemmer mødte frem. Værtsfolkene bød på et glas rosé. Så varmedes der
 op. Vi øvede de fem programsatte sange, der dog endte med at blive fire. Så
 afgang til det grønne område op til plejehjemmets terrasse, hvor afsyngningen
 fandt sted i overværelse af plejehjemsbeboere.
 
 Efter vellykket afsyngning retur til Solstien, hvor vi hyggede os et godt stykke tid.
 Dejligt at få sluttet sæsonen af med sang alligevel!
 
 Og så er vi lige ved at være fremme ved i dag. 24. aug.  begyndte et halvt kor
 (sopraner og basser) på Davidskolen, og 31. aug. begyndte den anden halvdel
 (alter og tenorer) på Kildebakken, idet Davidskolen havde brug for vores rum den
 aften. Og vi har taget hul på et program med Fauré, Rued Langgaard, Max Reger
 og Fridthjov Anderssen. Lydmæssigt fungerede det fint at sidde med to meters
 afstand. I det mindste på Davidskolen.
 
 Nu vil jeg slutte med at takke repertoireudvalget for fint samarbejde. Og der skal
 også lyde en tak til alle dem, der hjælper repertoireudvalget med at få det hele til
 at glide. Tak til Aase og Laila, nøgledamerne, der lukker os ind og ud, Titiaan, der
 hel tiden holder korets hjemmeside opdateret, Aksel, der altid sørger for at
 tilberede den wallisiske opvarmning til os, revisorerne, der reviderer vores
 regnskab og Jan, der er trådt ind i rejseudvalget. Og endelig en stor tak til vores
 dirigent, som lægger et kæmpe arbejde i at få det hele til at fungere på alle måder.
Inger Askou